Børn elsker historier
Børn elsker at få fortalt historier, de gribes af nuet og lader fantasien arbejde. De kommer ind i en spændende verden, hvor alting kan ske. Historierne er livsbekræftende og giver børn lyst til at undersøge den verden, de lever i. Mange eventyr og historier er fra andre verdensdele, hvor ting er anderledes og gøres forskelligt fra deres eget liv. Det finder børn spændende og tiltrækkende. Samtidig har disse fremmede eventyr de samme moralbegreber som dem, der er i danske folkeeventyr, og de er derfor udviklende for børnenes moralske udvikling. Ved hjælp af de konflikter, der ofte ligger gemt i eventyret, får børene eksempelvis mulighed for at tage stilling til, hvad der er rigtig og forkert.
Man hører ofte voksne fortælle, om den store oplevelse, det har været at få fortalt historier som barn. Derfor er det vigtigt at børn får fortalt, da disse stunder er nogle, de husker resten af deres liv.
Der fortælles ved hjælp af krop og stemme. Dette giver en særlig god kontakt til børnene, som de holder meget af. De oplever historiefortællingens kvaliteter på nærmeste hold.